Jeg ser trailløb som en sport af samme slags som cyklingens "gravel": den dækker et bredt felt mellem glat løb (i cykling: landevej) og orienteringsløb (i cykling: mountainbike). I sporten stræber man væk fra asfalten, men dog ikke ud at rode rundt i den tætte skov som i orienteringsløb. Indimellem er det behageligt eller formålstjenligt i forhold til træningsmålene at løbe på en grusbelagt motionssti, indimellem på lette stier og nogle gange i endda meget teknisk terræn, men stadig hovedsageligt ved at bruge et eksisterende spor (bortset fra korte genveje gennem skoven, som indimellem er nødvendige). Ligesom ved gravel er der noget eventyrligt over trailløb; man søger nye oplevelser i nye terræner og på nye ruter i stedet for at save frem og tilbage ad den samme velkendte rute og tage tid på kilometerne og måle puls.

Til trailløb skal der naturligvis bruges stier (inkl. motionsstier, skovveje osv.), og til det behov passer det store finske stikortlægningsprojekt, som bygger på fælleskortet OpenStreetMap (OSM), mere end godt. OSM-stikortlægningen udsprang oprindeligt af mountainbike-udøvernes behov, men resultatet passer fremragende godt også til trailløb.

Stierne på Trailmap-appens OpenStreetMap-baserede MTB-kort (MTB, 3D MTB og MTB Vinter) er klassificeret med farvekoder og andre markeringer ud fra, hvor "mountainbike-farbare" de er. Selvom klassificeringen bygger på mountainbike, kan den også fint anvendes på trailløb, selvom overensstemmelsen ikke er helt 100 %. I denne tekst beskrives klassificeringen set fra trailløbets vinkel. Skribenten har dyrket begge sportsgrene i mange år, og langt tilbage i historien findes også orienteringsløb i repertoiret.

Forskellene på mountainbikerens og trailløberens udfordringer med at komme frem på stier kan forenklet beskrives sådan:

• For en, der i det mindste har dyrket mountainbike en del (og især en, der har en fuldaffjedret cykel eller en fatbike), kommer cyklen gnidningsfrit over selv lidt større sten og rødder (op til ca. 20-30 cm), så længe det er muligt at holde cyklens fart, eller man alternativt kan køre uden om en del af forhindringerne. Cyklens fart holdes godt nedad, eller hvis der på fladen er forhindringer periodisk eller i små klynger. Kørslen bliver hurtigt besværlig, hvis det ikke lykkes at holde farten: forhindringerne kommer for tæt, eller de ligger opad, eller der er sving/snoninger på stien før dem eller andre faktorer, der tvinger farten ned. Ofte er stiens højdeforskelle på "mikroniveau" også besværlige for mountainbikeren, altså hyppigt gentagne huller på over 20 cm, især kombineret med sten & rødder og stiens snoninger.
• For løberen sænker stiens sten, rødder og ujævnheder farten og gør løbet tungere relativt lineært. På cykel, og især i mere fartfyldt kørsel, er effekten en anden: spredte rødder & sten kører man over med fart, og de sænker næsten ikke farten. Nedadbakke er effekten betydelig: en dygtig cyklist kommer bemærkelsesværdigt hurtigt og ubesværet ned ad selv en bumlet sti sammenlignet med løberen. Når der så begynder at være rigeligt med forhindringer, bliver cyklingen forholdsvis hurtigt først langsom og tung (farten på løberens niveau, men belastningen muligvis allerede tungere), indtil cyklisten, når stien bliver endnu sværere, er nødt til at stå af og "skubbe".
• Selv korte stejle stigninger eller større "drops" (som de allerdygtigste cyklister endnu kan klare, men de fleste ikke) kræver, at man står af, hvilket både sænker farten betydeligt og, hvis det gentager sig ofte, ødelægger "flowet" i fremdriften. For løberen betyder tilsvarende forhindringer ofte kun nogle få gåskridt og ødelægger hverken farten eller stemningen synderligt.
• På grønne og de lettere gule stier kommer jeg på cykel frem med næsten dobbelt fart ved samme anstrengelse sammenlignet med trailløb, men forskellen skrumper meget hurtigt, efterhånden som stiens tekniske sværhedsgrad vokser, og på en sti i den svære ende af det gule / begyndende orange er farten (ved samme anstrengelsesniveau) sagtens allerede på niveau med trailløb. På en svær orange og rød sti er jeg allerede tydeligt hurtigere løbende end på cykel.

Stiernes farveklassificering med løberens øjne

Blågrøn (meget let spor): Løbemæssigt i praksis det samme som en jævn, velholdt friluftssti / motionssti.

Grøn (let spor): løbemæssigt en meget jævn og hurtigt løbbar sti, hvor man måske indimellem skal løfte foden lidt mere end på en motionssti for ikke at snuble. Som oftest enten åsenes nålesti, en glat lerbundet eller en grusudjævnet sti.

Gul (mellemsvært spor): Dette er allerede "rigtigt" trailløb, hvor man skal løfte foden over rødder eller sten. Når stien er lettest, kan den kun være en anelse mere udfordrende end et let spor, og løbet går ligefremt med en jævn, selvvalgt skridtrytme. Men i den anden ende begynder der at være så mange sten, rødder eller ujævnheder på stien, at man må variere skridtrytmen undervejs og tilpasse skridtene til de rigtige steder på stien. For den veltrænede, der har dyrket trailløb, er disse stier dog stadig hurtige at løbe på, og man kan også løbe lettere langture på dem, naturligvis under hensyn til rutens højdeforskelle.

Orange (svært spor): For mountainbikeren begynder der på sådan en sti at være rigtige udfordringer, især i vådt vejr. For trailløberen betyder de flere sten, rødder og andre udfordringer på stien dog mest, at der skal løftes mere ben, og at der er større behov for at tilpasse skridtrytmen til stiens karakter. På orange stier begynder der ofte allerede at være forskelle på, hvordan man tolker stiens tekniske sværhedsgrad i mountainbike og i trailløb: Det, der er teknisk for mountainbikeren, f.eks. stiens snoninger kombineret med terrænets ujævnheder og f.eks. små 30 cm klippetrin, kan set fra trailløberens vinkel sænke farten betydeligt mindre. Sådan en sti er altså som oftest stadig flydende at løbe på for en, der har dyrket trailløb, men for en mere uerfaren kan den betyde lejlighedsvise gåstrækninger på nogle få skridt.

Rød (meget svært spor): Mountainbikere finder man bemærkelsesværdigt sjældent på disse stier, med undtagelse af visse nedkørsler, hvor fremdriften stadig er flydende på cykel for en dygtig rytter. Set fra trailløberens vinkel er de stadig helt brugbare spor, men man skal være forberedt på, at selv den mere erfarne løbers fart sænkes og stedvis bliver til rask gang. Til trailløb egner de sig efter min mening mest som korte stykker på en længere tur, men en hel tur ville jeg ikke løbe på den slags stier, medmindre det var som en særlig teknik-træning.

Vådt / sumpet (blå prikker ved siden af stien): Markeringerne viser, at stien er våd enten hele året eller sæsonvist (foråret når sneen smelter, og efterårets regnperiode). Skalaen er ganske bred: der kan være tale om en sti med bemærkelsesværdigt mange mudrede steder, når der er vådt, eller om et moseafsnit, som man på ingen måde kan komme igennem med tørre fødder. Når man begiver sig ud på sådan en sti, bør man i det mindste mentalt være forberedt på våde fødder, og i den våde sæson er anbefalingen vandtætte løbestrømper.

Tæt vegetation (grønne prikker ved siden af stien): Markeringerne viser, at stien enten sæsonvist (midsommer og det tidlige efterår) eller året rundt har rigelig vegetation (f.eks. et spor lavet af en skovmaskine, som er groet til i krat). Mængden af vegetation er så rigelig, at det som oftest gør det i det mindste langsommere eller ubehageligt at komme frem på stien, hvis den dominerende plante er brændenælder. Hvis man har planlagt sådan en sti ind i sin rute, er det godt for en sikkerheds skyld i det mindste at se efter, om der findes en passende omvej, hvis mængden af vegetation viser sig at være ubehageligt rigelig. Når det spidser til, kan man dog altid komme igennem, og stien er der at komme frem ad.

Røde tværstreger på stien: Markeringer på den ene side af stien viser, at det er helt forbudt at køre på cykel på stien (f.eks. en begrænsning i et naturbeskyttelsesområde), og røde markeringer på begge sider af stien, at al færdsel er helt forbudt, som regel fordi stien går gennem en gårdsplads. Hvis stien derimod ender i bygningers gårdsplads, er det godt at overveje, om man kan komme uden om gårdspladsen, f.eks. ved at dreje fra stien ud i skoven.

Ovennævnte beskrivelser hjælper forhåbentlig trailløbere med at bruge MTB-kortene til at planlægge løbeture, men de er endnu mere nødvendige, når trailløberen tilføjer eller redigerer stier i OpenStreetMap-databasen og overvejer, hvilken klassificering (mtb:scale-tagget, som MTB-kortet bruger) der skal gives.