Det fineste ved trailløb er for mig muligheden for at dyrke det når som helst, næsten hvor som helst, med et minimum af udstyr at slæbe rundt på og af forberedelse til turen. I min egen portefølje af udholdenhedssportsgrene har trailløb en særlig rolle i at gennemtrawle nye landskaber og ruter, dvs. jeg forsøger så vidt muligt altid at lægge turene ad nye stier eller i det mindste ad nye variationer af velkendte stier.

På (ferie)rejser giver trailløb mulighed for at se og opleve sider af rejsemålet, som dagsprogrammet ellers ikke byder på. Vinterferien i marts på De Kanariske Øer med familien var et fint eksempel på det: mens juniorerne sov længe, var der lejlighed til at løbe 1-2 timers ture, uden at familiens dagsprogram blev forstyrret det mindste. De Kanariske Øers (i dette tilfælde Gran Canarias) "geografi" er gunstig for det: feriestederne ligger som regel ved eller nær kysten, og derfra kan man i det mindste komme op på de bjergrygge, der løber ind i landet, eller i nogle tilfælde også ud i terrænet omkring stedet. Vi boede denne gang 3,5 km fra kysten ved siden af El Salobre Golf-banen, hvorfra man kunne komme ud i terrænet i næsten alle retninger.

Golfbanens naboskab passer også til andre end dem, der spiller hulbold

Livet er let for den, der løber på det glatte: snør skoene og ud på asfalten. Trailløberen må arbejde lidt, inden turen går løs, men jeg påstår, at de oplevelser, man får ud af det, mere end opvejer den lille indsats. Tid til ruteplanlægning finder man let i de stunder, hvor resten af familien scroller kattevideoer og andet fra FB, Insta og TikTok.

I Finland er ruteplanlægningen blevet lettere år for år: stierne er i dag i mange områder meget dækkende kortlagt i fælleskortet OpenStreetMap (OSM), og med Trailmap-appen er det let at bygge en løberute på stier selv i ukendt terræn. Mere om det kan man læse i en tidligere tekst.

På De Kanariske Øer blev både redskaber og metoder skiftet ud: ud over stierne skulle man tænke på øens betydelige højdeforskelle, og i stedet for én app endte jeg med at bruge tre apps (Trailmap er endnu ikke tilgængelig uden for Finland):

• Komoot og openstreetmap.org-hjemmesiden til at kigge på OSM-stier: området, hvor vi boede, var rimeligt kortlagt, ikke så dækkende som i Finland, men det dækkede omkring 80 % af de spor, jeg løb
• Google Earth var det bedste redskab til at danne sig et billede af terrænformerne, og derfra så man som oftest også de bredere stier / traktorspor, som løb oven på ryggene
• Stravas global heatmap gav fingerpeg om, hvor andre havde været; med dem fandt jeg nogle få stier, som manglede i OSM og ikke sås tydeligt nok på Google Earth.

Google Earth var bedst til at få idéer

Jeg kiggede desuden på færdige ruter i Komoot og Strava, men der fandt jeg ingen stier eller veje, som jeg ikke allerede havde fundet via de nævnte apps. Jeg løber i det hele taget meget sjældent andres ruter, som de er, så deres værdi er for mig som oftest ret begrænset, hvis der er et rimeligt stikort. Ved at google fandt jeg ikke et 100 % sikkert svar på, hvordan allemandsretten (at færdes på andres jord) er på De Kanariske Øer, men jeg fik det indtryk, at hvis der ikke er hegn og tydelige "privada"-skilte, så burde der ikke opstå problemer, så længe man holder sig fra andres gårdspladser osv. på samme måde som i Finland.

Den første morgens rute gik til bakkerne ved siden af villaen, med det formål mest at lære terrænet at kende og vurdere kortets pålidelighed. Da der næsten ingen træer / vegetation var, var udsynet godt, og størstedelen af turen på godt 8 km / 260 højdemeter byggede på rutevalg, jeg traf undervejs. For at komme ud af en blind vej kiggede jeg efter hjælp i Stravas heatmap, som fortalte om et meget svagt synligt spor (egentlig ikke engang en sti) på en stejl skråning, som jeg ikke havde bemærket, da jeg løb forbi.

Læren af den første tur var, at rutevalgene begrænses mere af terrænformerne end af, om der er en sti eller ej. Ganske vist er en sti eller et traktorspor, der er slidt jævnt, hurtigere at løbe på, men om nødvendigt lykkedes løbet i disse terræner også uden for dem. Bjergryggene og kløfterne mellem dem samt de stedvis stejle vægge dikterede derimod, hvor det var klogt at gå, eller hvor jeg overhovedet turde gå (som en, der lider af højdeskræk, gik min grænse ved de steder, hvor prisen for et snublende skridt ville være alvorlig tilskadekomst eller døden).

Idéen med den anden morgentur var at komme fra El Salobre golfbanens kant ned til stranden og tilbage. Rutens store linjer var lettest at finde ved hjælp af Google Earth ud fra de bjergrygge, der fører mod stranden, og hvor jeg også kunne komme over motorvejen GC-1. Skiftene mellem ryggene og detaljerne så med hjælp fra Openstreetmap.org og Strava. Jeg tegnede ikke en præcis rute, fordi ryggene styrede hovedparten af ruten, og i mellemterrænet var der mange muligheder, som jeg troede, jeg fint kunne vælge imellem, når jeg så, hvad der var på menuen – den antagelse viste sig at holde. Der var heller ingen trængsel på denne tur på godt 12 km; jeg mødte kun én vandrer nær stranden, ellers måtte jeg nøjes med sporene fra mountainbike-dæk, som fortalte, at der da også indimellem færdes andre på disse stier.

Flotte udsigter fra bakkerne ved stranden

Den tredje morgentur gik til dalen bag golfbanen. Terrænet var også dér barskt, men dog frodigere end i retning mod stranden. Kanariernes barske terræn ser ikke særlig indbydende ud i middagssolen, men i morgen- og aftensolens lys ser det heldigvis mere fascinerende ud for en, der er vant til nordens frodighed. I dalen stødte jeg på nogle arbejdsmænd i en terrængående bil, som ikke kunne engelsk (og jeg ikke spansk), men "privada" og "hotel" med et vink med hånden var da en rigelig tydelig anvisning, og den blev givet i en helt venskabelig ånd. Jeg kom op af dalen ad en anden rute, end jeg var gået ned, og der fandt jeg da også hegnet og privada-skiltene …

Dalens lidt frodigere terræn

Idéen med den fjerde tur var at sætte kursen dybere ind i landet (altså opad) og se, om jeg kunne komme til at kigge på den store Arguineguín-kløft fra dens kant (Barranco de Arguineguín) og derfra tilbage til indkvarteringen ad en anden ryg. Turen gik godt frem til vendepunktet, hvor jeg skulle have passeret en gård, hvis hunde begyndte at gø allerede flere hundrede meter væk, mens jeg var oppe på skråningen. Mindst en af hundene var på forpladsen på vejen, måske i en snor, men det var umuligt at se på afstand. Jeg opgav planen om at løbe gennem gårdspladsen, selvom vejen igennem så mere offentlig end privat ud. At komme ud til kløftens kant mødte en tilsvarende forhindring: en gårdsplads med hunde og andre dyr. Hvis tidsplanen havde tilladt det, kunne jeg have forsøgt at gå uden om dem ved at klatre over et par rygge uden stier, men det var så stejlt, at det ville have været langsomt og usikkert at komme frem – og dermed røg idéen i skraldespanden. Jeg huskede heller ikke helt sikkert, om der på tilbagevejen (ad den oprindeligt planlagte rute) ville være andre gårdspladser – så det sikreste var at vende tilbage ad samme rute, som jeg var kommet, og den planlagte sløjfe blev til en 15 km / 580 hm out-n-back-tur. På vejen tilbage prøvede jeg endnu en genvej langs kanten af områdets største bakke, men skråningens stejlhed kombineret med løst grus oven på klippen fik mig til at lave en U-vending.

Egnen omkring den fjerde turs vendepunkt var i øvrigt en af de få "færdige" ruter, jeg fandt (denne fra Komoot). Med Komoots ruter er det ikke let at sige, om de er "planlagt" af Komoots kunstige intelligens, eller om nogen faktisk har gået dem – på den ene eller anden måde bekræftede det bare min tidligere antagelse om, at andre ruter end de officielle & afmærkede eller dem, man har fået fra en pålidelig kilde, har samme værdi som kortets stier eller Stravas heatmap-spor, dvs. de har ganske vist informationsværdi, men man skal ikke stole for meget på dem, og det bedste er under alle omstændigheder at lave sin egen ruteplan, for så kommer man til at tænke rutens forskellige steder igennem, inkl. alternative spor, hvis man af den ene eller anden grund har behov eller lyst til at afvige fra den planlagte rute.

På vej tilbage fra bakkerne

Rejsens femte tur kom lidt som en overraskelse. Kort før jeg havde fået skoene på om morgenen, meddelte min bedre halvdel, at hun ville køre ud og se Maspalomas' klitter – jeg sagde, at jeg tog med, og under den korte køretur skulle jeg så skitsere en rute fra klitterne tilbage til indkvarteringen. Heldigvis havde jeg allerede foreløbigt kigget på også den retning, så idéen opstod hurtigt: først at snurre lidt rundt i klitterne og derefter sætte kursen opad, delvis ad asfalt, men i høj grad ad stier, hvor de længste stykker gik ad en "Barranco" – det er et mangetydigt begreb, som kan betyde alt fra en majestætisk kløft til et lille, beskedent udtørret bæk-/åleje. I dette tilfælde gik ruten ad de sidstnævnte, som jeg fra gammel tid vidste hovedsageligt var til at løbe på, om end langsommere end egentlige stier og traktorspor – de udtørrede lejer er sand, sten og græs, altså ikke noget synderligt rullende underlag.

Ikke ligefrem det letteste at løbe på

En Barranco, altså et typisk tørt åleje

Dette indlæg er tænkt som inspiration og tips til at kombinere trailløb med anden ferie. Hvis rejsens hovedformål er trailløb eller vandring, dvs. man selv kan vælge sine stier (og man kører i bil til stiernes startpunkter), så er det værd at sætte sig ind i andre kilder, f.eks. ruten for Transgrancanaria-løbet, bjergenes afmærkede vandreruter osv., så man kan vælge sine ruter blandt GC's bedste stier.